8 måder at undgå at blive offer for annoncehajer

Home/Iværksætteri/8 måder at undgå at blive offer for annoncehajer

Der er desværre en masse annoncehajer, der tjener MANGE penge på optagelser og i såvel trykte medier som på nettet. Problemet er at disse annoncer ikke er noget værd. Optagelserne og annoncerne har ingen reel værdi for dig som annoncør, fordi udbydernes servicetjenester besøges af meget få brugere, og ofte udkommer en del af de trykte publikationer kun i et meget begrænset oplag eller – i meget grove tilfælde – udkommer de slet ikke.

Vildledning er et sikkert tegn

Salget foregår typisk på baggrund af vildledende oplysninger. En klassisk metode er at påstå at det bare lige er en fornyelse af den annonce du allerede har hos dem, og du vil jo ikke pludselig slettes, så ingen kan finde dig, vel?

Annoncehajerne benytter sig også af f.eks. vildledning i form navnesnyltning og typosquatting, hvor de fupper virksomheden til at tro, at det drejer sig om annoncering eller optagelse i en af de seriøse telefonbøger eller vejvisere, hvor der reelt er tale om værdiløse medier.

Typosquatting (typo=fejltastning, squatting=husbesættelse) betyder, at nogen systematisk og med overlæg registrerer domænenavne, der på nær et bogstav eller to, ligner et domænenavn, der allerede eksisterer. Hvis en domænesnylter fx registrerer digulesider.dk, vil kunder, der kommer til at skrive forkert, blive sendt til en anden end degulesider.dk’s hjemmeside. På den måde kan en domænesnylter tjene penge, når du taster forkert og kommer et “forkert” sted hen, hvor der er hajer i farvandet.

Hajernes navn minder om noget vi kender. Har du hørt om:

  • Dansk Telesupport
  • Lokalforlaget
  • Dansk Internet Register
  • IT Support Danmark
  • DTS A/S
  • Telefonbøgerne ApS
  • TeleOplysningen
  • I-telefonbogen
  • Danica Erhverv
  • IT-fagregistret
  • Regions Fagbogen

Spot en haj

Sikre måder at spotte en haj.

  • hjemmeside eller telefonbog uden brugere
  • deres navn minder om noget vi kender
  • sender regning uden din accept
  • har meget uigennemskuelige priser, med gebyrer der dukker op over det hele
  • lader som om at din “eksisterende” annonce bare skal forlænges

Sådan svømmer du udenom annoncehajerne

For ikke at havne i gabet på en annoncehaj så overvej følgende råd:

  1. Bekræft ikke virksomhedsoplysninger via mail, fax eller lignende, med mindre du har bestemt dig for at blive optaget.
  2. Bed altid om annoncesælgerens navn samt firmanavn og telefonnummer, så du kan tage kontakt, hvis du får tilsendt uønskede breve eller fakturaer.
  3. Tjek den pågældende virksomheds hjemmeside – ikke kun forsiden. Prøv at søge efter andre virksomheder eller institutioner på siden. Virker siden reel og brugbar?
  4. Forlang at få tilsendt et eksemplar af mediet hvis det er en trykt publikation du ikke kender. Få skriftligt materiale om oplag, målgruppe og trafik.
  5. Hvis du ikke har handlet med annoncesælgeren før, så sig til sælgeren, at du ikke kan aftale noget i telefonen, men evt. gerne modtage skriftligt materiale. Ifølge Forbrugerombudsmanden skal sælgeren have din skriftlige accept på aftalen, før han kan gå videre. (En påstået gratis optagelse medfører ikke, at annoncesælgeren kan komme uden om dette krav.)
  6. Indfør arbejdsgange i firmaet, så regninger ikke betales bevidstløst – specielt i ferier.
  7. Modtager du ordrebekræftelser på ydelser, som du ikke har bestilt, så gør skriftlig indsigelse, hvor du afviser kravet. Betal ikke!
  8. Tjek, om firmaet er opført på www.unfairpris.dk, www.hajnettet.dk. På www.google.dk kan du finde frem til andre, der eventuelt har haft en dårlig oplevelse med denne virksomhed.

Hvis skaden er sket

  • Tag kontakt til din brancheforening
  • Ret&Raad har hjemmesiden www.viermange.dk, hvor du sammen med andre kan lave sagsanlæg
  • Særlig grove tilfælde bør anmeldeles til politiet,
  • Det anbefales at du altid skriftligt afviser betaling og/eller skriftligt afbestiller annoncer. Vedlæg gerne kopi af faktura fra sælger med brevet.

I nogle tilfælde sender annoncehajerne blot regningen til din virksomhed på annoncer eller optagelser, som faktisk aldrig er bestilt. Annoncehajerne lægger ofte et helt utroligt pres på deres ofre for at betale regningerne, og mange bukker under for det pres, efter at være blevet ringet op utallige gange af agressive sælgere. Så vær standhaftig, og betal aldrig. Hvis du kommer til at betale noget vil hajerne lugte blod og blive helt vilde efter at flå dig for endnu flere penge.

Har du prøvet at være offer, eller har du tips til at undgå hajerne, så skriv en kommentar.

2012-11-14T09:38:14+00:00

2 Comments

  1. C.H. 2010-06-01 at 10:19

    Havde vi bare vidst det noget før. Vi har tilsvarende dårlige erfaringer med nogen der kalder sig Dansk Forlag. Det blev ved første kontakt fremført, at vi skulle opføres på De gule sider… og så en række spørgsmål om navn adresse og telefon….. ingen pris.

    Ved deres kontrol opringning skulle vi bekræfte vores adresse m.v. og først, når der kommer en regning bliver vi klar over, at vi er blevet snydt og reagerer per telefon ved at bede dem annullere det, de mener er en ordre! … og så har vi også afvist dem skriftligt med begrundelser, straks vi blev klar over at vi var blevet ført bag lyset.

    Vi får stadig rykkere – men vi har fået besked om, at vi ingen forpligtelser har gennem rådgivere, ligesom fremgangsmåden er den sædvanlige kendte, der nævnes i pressen – med rådet: betal ikke!

    Vi har skrevet og ringet frem og tilbage med firmaet siden sidste og får stadig rykkere, som vi nu sender tilbage.

    Vi har sagt til firmaet, at vi videregiver sagen til advokat og politi, hvis vi får flere opkrævninger fra dem, så det agter vi at gøre nu.

  2. Anders Karlsen 2010-06-01 at 10:24

    Hej

    Danica B2B er endnu et Fupfirma som blot er en klon af et af de gamle firmaer…

Leave A Comment